Nye regler om prismarkedsføring d. 28. maj 2022

Har du styr på de nye regler for prismarkedsføring?

Den 28. maj 2022 indsættes en ny bestemmelse om prismarkedsføring i prismærkningsbekendtgørelsen. Som følge heraf, ændres reglerne for hvornår det er tilladt at bruge spar-budskaber, og hvilke priser man må sammenligne med, når man laver tilbud. En af de væsentligste ændringer er, at du skal være opmærksom på, at et tilbud i forbindelse med Black Friday skal udgøre normalprisen for et efterfølgende tilbud ved jule-udsalg.

De nye regler for prismarkedsføring gælder for dig som erhvervsdrivende, uanset om du er et større eller mindre selskab. Læs med herunder for at finde ud af, hvad de nye regler har af konsekvenser for dig og din virksomhed!

Reglerne indtil d. 28. maj 2022

Efter de gældende regler, er der en normalprisperiode på 6 uger, svarende til 42 dage. Det vil sige, at en vare skal have været udbudt til salg i 6 uger (42 dage), før du må annoncere varen med spar-budskaber. Såfremt varens pris har varieret i løbet af normalprisperioden, er det den lavest udbudte pris i den periode, som tilbuddet skal sammenlignes med.

Dette er dog ikke uden undtagelser. Du har nemlig mulighed for at lave kortere kampagner af 3 dages varighed, uden det får indvirkning på normalprisen. Det er blot et krav, at kampagnen vedrører samtlige produkter, dele af produktsortimentet eller bestemte produktkategorier. Det er altså kun muligt at lave tilbud, som ikke har indflydelse på normalprisen, hvis en af disse betingelser er opfyldt.

De nye prismarkedsføringsregler

De nye regler ændrer både på længden af normalprisperioden samt muligheden for at lave korte kampagner uden afbrydelse af normalprisperioden.

Ved indførelsen af § 9 a, forkortes normalprisperioden fra 6 uger til 30 dage. Det betyder, at en vare alene skal have været udbudt i 30 dage, før du må annoncere varen med spare-budskaber. Den nedsatte pris skal derfor sammenlignes med varens laveste pris i de seneste 30 dage. Hvis du eksempelvis sætter en vare til salg i Black Friday-weekenden og i forbindelse med jule-udsalg ønsker at lave et nyt tilbud på samme vare, så skal prisen sammenlignes med prisen til Black Friday. Prisen til jule-udsalget skal derfor reelt være lavere end prisen til Black Friday, før der er tale om et tilbud.

Særlige regler for nogle typer af dagligvarer

På trods af ovenstående, gælder der nogle særlige regler for varer, der må antages at blive forringet eller forældet hurtigt. For sådanne varer gælder, at normalprisperioden udgør 14 dage. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er alle dagligvarer som er omfattet af denne undtagelse. 14-dags-reglen gælder alene for varer med en meget kort holdbarhed som eksempelvis frisk kød og fisk, mejeriprodukter og afskårne blomster. Derudover bør man også være opmærksom på, at denne undtagelse gælder en mindre afgrænsning af varer end ”dagligvarer og sæsonvarer”.

Kortere kampagner

De nye regler medfører også, at kortere kampagner afbryder normalprisperioden. Dette gælder også, selvom kampagnen vedrører samtlige produkter, dele af produktsortimentet eller bestemte produktkategorier. Det betyder, at når en vare udbydes med spar-budskaber, skal det altid ske på grundlag af den billigste pris varen har været udbudt til i løbet af de seneste 30 dage.

Særlige formuleringer er omfattet

Det er også vigtigt at være opmærksom på, hvordan din virksomhed markedsfører sine tilbud. EU-kommissionen og Forbrugerombudsmanden har udtalt, at visse salgsfremmende udtryk medfører, at de nye regler finder anvendelse. Det gælder blandt andet udtryk som ”udsalgspris”, ”Jule-pris”, ”Black Friday-tilbud” osv. Det betyder, at hvis din virksomhed gør brug af denne type udtryk, skal I skilte med varens billigste pris inden for de seneste 30 dage. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, om din virksomhed bliver omfattet af reglerne.

Har du brug for hjælp?

Er du i tvivl om de nye regler også gælder for dig og din virksomhed? Vi står altid klar til at hjælpe dig. Kontakt os på 70 10 13 30 for en uforpligtende, indledende samtale eller udfyld kontaktformularen på siden her.

Dan Dahl Rahimian esportsadvokaten esport
Gratis opkald
Få advokathjælp til din sag
Ja tak!