Tilbage i maj måned kunne vi byde velkommen til vores første sekretærelev i Advokatgruppen. Det er gået strålende, og det er derfor med stor glæde, at vi nu igen kan byde varmt velkommen til endnu en elev og endda også endnu en Christina!
Christina Dalmose er nemlig startet pr. d. 15/8 som sekretærelev på vores kontor i Horsens, og vil blive oplært i privatretten.
Christina vil være færdiguddannet advokatsekretær i 2024. Indtil da vil hun skulle arbejde med sagsbehandling på et teoretisk og praktisk plan, mens hun periodevis deltager i undervisningen på advokatsekretæruddannelsen på Business College Syd på Als.
Christina har en alsidig baggrund som mediegrafiker og sælger, men havde brug for et brancheskifte ― valget faldt så på advokatsekretæruddannelsen, da hun netop har en stor interesse for juraen og i forvejen har erfaring fra kontormiljøet.
Christina fortæller: ”Jeg har set frem til at starte som advokatsekretærelev, da det har givet mig mulighed for at skifte retning i mit karriereliv og prøve noget nyt. Det bliver spændende at arbejde inden for et nyt område, samt udforske det juridiske lidt dybere efter at have snust kortvarigt til det under tidligere uddannelse.”
Vi har glædet os til at byde vores anden sekretærelev velkommen, da vi er af den overbevisning, at det kun er en fordel, at vi består af et alsidigt team med en bred vifte af kompetencer og erfaringer.