Den 18. februar 2021 er der kommet nyt fra Forbrugerombudsmanden vedr. børneinfluencere, idet det nu er fastslået, at børneinfluencere ikke må reklamere på deres YouTube-kanaler. Vi giver dig et større overblik over sagen herunder.
Far overtræder markedsføringsloven
Det fremgår af Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse, at en far har overtrådt markedsføringslovens bestemmelser om god skik, købsopfordringer og skjult reklame. Dette skyldes, at hans 13-årige søn reklamerede for en virksomhed på en YouTube-kanal, hvor faren var tovholder for kanalen. Hertil har YouTube-kanalen over 50.000 følgere, hvor nogle af følgerne også er under 18 år.
Forbrugerombudsmandens vurdering
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at YouTube-kanalen har været brugt til at poste indhold i erhvervsøjemed. Hertil mener Forbrugerombudsmanden, at en af YouTube-videoerne indeholder direkte købsopfordringer til børn, og der var desuden skjult reklame i videoen, da det ikke fremgik tydeligt, at der var en kommerciel hensigt bag budskabet.
Forbrugerombudsmanden har tidligere taget stilling, når virksomheder gør brug af børns profiler på sociale medier og andre digitale platforme i deres markedsføring. Du kan læse mere om dette her.
Markedsføringslovens regler om markedsføring mod børn og unge
Når virksomheder ønsker at reklamere mod børn og unge, så skal de tage højde for børn og unges naturlige godtroenhed, manglende erfaring og kritiske sans, jf. markedsføringsloven § 3, stk. 2. Dette regelsæt er klart og tydeligt, og det samme er reglerne om skjult reklame. Det fremgår nemlig tydeligt af markedsføringslovens § 6, stk. 4, at erhvervsdrivende klart skal oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame. Reglerne om direkte købsopfordringer fremgår af markedsføringslovens § 9, hvor en købsopfordring er ulovlig, hvis en reklame direkte opfordrer børn til at købe eller overtale deres forældre eller andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører.
Rådgivning af Advokatgruppens specialister
Har du brug for at få tjekket din markedsføring efter i sømmene? Så hjælper vi hos Advokatgruppen dig gerne. Vores specialiserede advokat inden for markedsføringsret, Dan Rahimian, vil med glæde give dig råd med på vejen. Vi har stor erfaring ift. markedsføringsloven og i rådgivning virksomheder, influencer m.m. Kontakt os i dag til en uforpligtende og gratis samtale om din markedsføring.
