VOLDGIFTSPRAKSIS – ANSVARET FOR UNDERENTREPRENØRERS KONKURS

Under et byggeri er der altid mindst to parter. En bygherre og en entreprenør. For at gennemføre byggeriet ansætter entreprenøren som oftest underentreprenører til at udføre dele af arbejdet.

Den altovervejende hovedregel er, at det er entreprenøren alene, der har ansvaret for, at hans underentreprenører kan udføre arbejdet tilfredsstillende og til tiden.

I 2008 kom Voldgiftsretten i en opsigtsvækkende kendelse dog frem til, at hovedentreprenøren havde krav på tidsfristforlængelse på grund af en forsinkelse, der skyldtes, at hovedentreprenørens underentreprenør var gået konkurs, og at det dermed var bygherren, der skulle bære risikoen for forsinkelsen.

Sagen omhandlede bygning af et plejehjem for en kommune i totalentreprise. I vinteren 2006 blev arbejdet forsinket 4 uger på grund af vejrliget, men forsinkelsen blev indhentet af totalentreprenøren henover foråret. Til gengæld var der ikke yderligere rum for forsinkelser i tidsplanen.

Den 11. juli 2006 gik el-underentreprenøren konkurs. Den 12. juli begyndte totalentreprenøren at lede efter en ny el-underentreprenør og fandt snart en, på trods af at det var midt i sommerferien, og der var fuld beskæftigelse indenfor byggebranchen. I alt blev totalentreprisen forsinket med 6 uger og 3 dage, og bygherren krævede 1,9 mio. kr. i dagbod.

Under voldgiftssagen gjorde totalentreprenøren gældende, at man havde ret til tidsfristforlængelse på grund af force majeure, mens bygherren gjorde gældende, at risikoen for arbejdskraftmangel alene påhvilede totalentreprenøren.

Voldgiftsretten lagde i sin afgørelse blandt andet vægt på, at totalentreprenøren inden kontraktsindgåelsen havde undersøgt underentreprenørens økonomi, at underentreprenøren havde stillet sikkerhed, og at konkursen var uventet af alle. Ligeledes lagde voldgiftsretten vægt på, at totalentreprenøren allerede dagen efter konkursen forsøgte at finde en anden underentreprenør, der kunne fortsætte underentreprisen. Voldgiftsretten konkluderede, at “under disse særlige omstændigheder findes konkursen og den deraf følgende manglende mulighed for straks at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft at måtte betegnes som en hindring, som klager som totalentreprenør hverken kunne eller burde have forudset, undgået eller overvundet tidligere end sket.”

Afgørelsen er med rette blevet kritiseret for at være direkte forkert, og som entreprenør skal man også for fremtiden være indstillet på, at det er entreprenøren, der i forhold til bygherren har risikoen for, at underentreprenøren kan gennemføre sin del af arbejdet.