Højesteret afgjorde, at designer efter konkurs ikke længere måtte føre lignende virksomhed under eget navn

I Højesterets dom af 20. december 2016 blev det designer Benedikte Utzon forbudt at anvende sit eget navn i forbindelse med markedsføring af en række varegrupper, samt at fremsætte misrekommanderende ytringer om de produkter der produceres i hendes navn af andre end hende selv.

Benedikte Utzon, der, i forbindelse med konkursbehandlingen af virksomheden Benedikte Utzon A/S afslog at købe sit navn tilbage, drev efter konkursen fortsat designvirksomhed, og markedsførte sine produkter via personlige konti på både Instagram og Facebook. Højesteret afgjorde, at der var en klar risiko for forveksling mellem Benedikte Utzons varer og de der markedsføres af virksomheden Topbrands, der i sin tid købte varemærket og de tilhørende navnerettigheder ud af konkursboet. Fremgangsmåden var i strid med markedsføringsloven, og Højesteret bemærkede endvidere, at den var illoyal og skadelig i forhold til Topbrands’ varemærke.

Yderligere havde Benedikte Utzon, ved flere lejligheder, udtalt sig misbilligende og misrekommanderende om de produkter, der fortsat blev solgt under det varemærke, som hun havde opgivet retten til. Blandt andet havde hun udtalt, at tøjet var af dårlig kvalitet, samt at Topbrands vildledte, bedrog og snød deres kunder. Højesteret fandt, at disse udtalelser var i strid med markedsføringslovens §§ 1, 3 og 5, hvorved forstås, at de var vildledende og medvirkede til at påvirke kunderne på en utilbørlig måde.

Sagen er kontroversiel, hovedsageligt fordi “retten til at bruge sit eget navn”, kan synes grundlæggende, og det kan være svært for mange at forstå, hvordan man kan miste denne ret. Det tydeliggjordes af den medieomtale sagen fik, samt af en lignende sag mellem en fiskerestaurant i Nordjylland og en, her unavngiven, bøfhuskæde, der blev afgjort i september 2014. Retsstillingen er imidlertid således, at man, i afgrænset omfang kan afskæres fra at anvende sit eget navn som varemærke. Erhvervsdrivende bør derfor i stigende grad begynde at opfatte varemærker, der er knyttet til deres eget navn, som ethvert andet varemærke i virksomheden, sikre sig retten hertil, og gøre sig det klart at rettigheden til navnet i et vist omfang kan mistes ved f.eks. en konkurs eller et salg.