OBS: Artiklen er mere end 1 år gammel – retstilstand, lovgivning m.v. kan være ændret.
De ufravigelige (præceptive) godtgørelsesregler
Efter lov om handelsagenter kan en agent have ret til betaling af godtgørelse ved ophør af samarbejdet, såfremt betingelserne herfor er opfyldte. Betingelserne er, at agenten skal have tilført agenturgiveren nye kunder respektive en væsentlig stigning i omsætningen på eksisterende kunder, at de nye kunder respektive omsætningsstigningen skal indebære betydelige fordele for agenturgiveren og at betaling af godtgørelse skal være rimelig.
Ifølge loven er der tale om en bestemmelse, som parterne ikke kan aftale ikke skal være gældende. Bestemmelsen er såkaldt beskyttelsespræceptiv. – Noget tilsvarende gælder i forbindelse med opsigelsesvarsler i handelsagentforhold.
Handelsagentloven er baseret på grundlag af et EU-direktiv fra 1986, og i samtlige EU-lande gælder følgelig ret ens lovgivning for handelsagenter.
Møbelagenten i USA
For nylig har jeg haft forelagt en sag om en møbelagent i USA, hvor parterne mente, at de havde aftalt sig ud af godtgørelse i ophørssituationen.
Agenten, der var bosiddende i Jylland fungerede som agent, via sit danske anpartsselskab, i flere delstater i USA.
Agenturgiveren var et datterselskab i USA til et dansk selskab, der producerede møbler. Hverken det danske selskab eller datterselskabet i USA var inde på markedet i de pågældende delstater og havde følgelig alene et ubetydeligt salg i de pågældende delstater.
Baggrunden for at der ikke skulle betales godtgørelse var primært, at agenturgiveren udover agentprovision skulle investere store beløb i agentens markedsføring mv. således at agenturgiveren mente, at der ville ske behørig fuldstændig betaling til agenten via agentprovisionen.
Agentaftalen
Agenten fremkom med udkast til en agentaftale.
Godtgørelsesbestemmelsen var således udformet: ”Efter aftalens ophør har parterne aftalt, at der ikke beregnes en godtgørelse uanset lovgivning herom, da markedsområdet, jf. § 2 er beliggende udenfor EU.”
Om lovvalg og værneting var anført:
”Aftalen er underkastet dansk ret (dvs. handelsagentloven). Alle tvister, der udspringer af nærværende aftale, afgøres endeligt og bindende ved voldgift af en eller flere udpegede eller valgte voldgiftsmænd. Formanden for voldgiftsretten udpeges af præsidenten for Sø- og Handelsretten.”
Lovens ufravigelighed
MEN handelsagentloven indeholder i § 1 stk. 3 en bestemmelse, der imødegår en sådan omgåelse:
”Finder dansk ret anvendelse i et tilfælde, hvor handelsagentens hverv for agenturgiveren ifølge kontraktens bestemmelser, ikke skal udføres i et land, der er medlem af EF eller EFTA, eller i et af de nordiske lande, kan parterne fravige alle bestemmelser i denne lov. §§ 22[om opsigelse] og 25-27[om godtgørelse] kan dog ikke fraviges, hvis der i det land hvor handelsagentens hverv skal udføres, eller hvor handelsagenten er hjemmehørende, gælder ufravigelige regler om opsigelse og godtgørelse i agenturforhold.”
Den påtænkte formulering indebar således, at bestemmelsen om godtgørelse skulle finde anvendelse, idet agenturet var hjemmehørende i Danmark og det uanset om agenturet blev drevet af personen selv, eller af dennes selskab.
Resultat
Efter overvejelser besluttede parterne herefter en model, hvorefter agenten opretter et selskab i USA, der skal fungere som agent, mens agenturgiveren fortsat skal være det amerikanske datterselskab
Parterne har samtidig vedtaget lovvalg og værneting i Vermont (hvor der ikke formodes at være ufravigelige godtgørelsesregler).
På den baggrund vurderer parterne at godtgørelse i h t de danske regler er udelukket, og hermed skulle agenturforholdet have distanceret sig fra handelsagentlovens ufravigelige (præceptive) bestemmelser.
Der er al mulig grund til at søge rådgivning ved sådanne cross-border-aftaler.
