Sag ført af advokat Michael Sønderskov
”Anmodningen om tilladelse til at dokumentere tiltaltes rapportforklaring af 10. maj 2017 tages ikke til følge.”
Sådan udtalte retten efter voteringen om, hvorvidt rapportforklaringen fra afhøringen af tiltalte, måtte bruges som det afgørende bevis i sagen, for at dømme ham. Dernæst udtalte retten: ”Thi kendes for ret: Tiltalte frifindes.”
Omstændighederne
Tiltalte var sigtet for overtrædelse af straffelovens §244, ved at have udøvet vold mod sin hustru. Tiltalte skulle angiveligt have ”slået hende i hovedet, taget fat i og løftet hende op i hendes hår samt kastet hende ned i en sofa”
Forurettede var efter episoden flyttet på krisecenter samt skilt fra tiltalte. Men forurettede og tiltalte genoptog samlivet, inden retssagen.
Forsvaret for tiltalte
Under sagen bad forurettede sig vidnefritaget efter retsplejeloven §171 stk. 1, ”En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne”
Derfor ville det afgørende bevis i sagen, være tiltaltes egen forklaring til politiet fra afhøringen, som ville kunne få ham dømt.
Det var derfor en situation, hvor den juridiske grundighed og dybdegående viden blev afgørende.
Paragraffen, der tillader brug af afhøringsrapporter som bevis, er Retsplejeloven § 871 stk. 4; ”Uden for de nævnte tilfælde kan dokumenter som indeholder erklæringer eller vidnesbyrd, kun benyttes som bevismidler, hvis retten undtagelsesvis tillader dette. Udenretslige erklæringer om tiltaltes tidligere vandel må under ingen omstændigheder benyttes”.
Under fremsættelsen af anmodningen, henviste anklageren til, at formreglerne ved afhøringen var iagttaget korrekt og refererede til dom Tfk2009.459 V.L.D.
Anklageren var korrekt i sin domshenvisning, da sagen ligeledes omhandlede en sigtede, der nægtede at udtale sig. I dommen fastslog retten, at rapportforklaringen fra afhøringen, afgivet af tiltalte, kunne benyttes som bevismiddel – og tiltalte blev dømt. Dog var rapportforklaringen i den henviste dom ikke det eneste bevis mod tiltalte.
Forsvarer Michael Sønderskov, som forsvarer, protesterede og oplyste, at det i givet fald ville ”blive eneste og afgørende bevis i sagen.”
Dernæst henviste Michael Sønderskov til Ufr2003.903V.L.K samt Tfk2014.354V.L.K..
I de 2 domme afslås anmodninger om at bruge rapportforklaringer af tiltalte, da det ville blive det eneste bevis mod tiltalte.
Hvis ikke Michael Sønderskov kendte til retspraksis og §-henvisningen, havde anklageren formentlig overbevist dommeren om, at rapportforklaringen måtte bruges og kunne være det afgørende bevis.
– Retspraksis talte for anklagerens anmodning. – Michael Sønderskov vidste bare præcist, hvor de små grænser gik, indenfor retspraksis, og brugen af Retsplejelovens §871 stk. 4.
Tiltalte blev herefter frifundet, da der så nu ingen beviser var imod vedkommende.
