OBS: Artiklen er mere end 1 år gammel – retstilstand, lovgivning m.v. kan være ændret.
BAGGRUND
I henhold til handelsagentlovens § 10, stk. 2 er der hjemmel til i forbindelse med ophør af samarbejdet udover optjent provision medrørende ordrer indgået inden ophøret og effektueret på sædvanlig vis, og eventuelt godtgørelse også at kræve efterprovision.
Bestemmelsen om efterprovision er sålydende:
”Handelsagenten har endvidere ret til provision, hvis aftalen hovedsagelig er bragt i stand ved dennes virksomhed under agenturforholdets beståen og den er indgået inden for rimelig tid efter forholdets ophør.”
Agenten – en britisk statsborger – fungerede i perioden 2002 – 2013 som agent for et dansk firma, der drev virksomhed med bl.a. teknisk udstyr til elektroniske prisskilte, herunder LED-displays og rullebåndsdisplays, som bl.a. anvendes på tankstationer. – agenturområdet var i hovedsagen UK og Irland.
Handelsagentaftalen indeholdt i pkt. 20 bl.a. en bestemmelse svarende til ovenstående bestemmelse i § 10.
Samarbejdet ophørte i 2013. Agenten blev bl.a opsagt på grund af alder.
GODTGØRELSE
Det var ganske notorisk at handelsagenten havde krav på godtgørelse i henhold til lovens § 25.. Ud fra varigheden af samarbejdet, omsætningen og agenturgiverens kunder i agenturområdet efter ophøret fandt Sø- & Handelsretten at handelsagenten havde krav på maksimal godtgørelse – beregnet som gennemsnittet af de sidste 5 års provision – udregnet til £ 51.019.
Agenturgiveren bestred heller ikke at agenten havde et godtgørelseskrav, men bestred størrelsen heraf.
EFTERPROVISIONSKRAVET
Af større interesse var dog de 2 krav på efterprovision, som agenten krævede:
Agentens provisionsindtægt det seneste år inden ophøret androg 62.127£
- Med henvisning efterprovisionsbestemmelserne krævede agenten EUR 71.631 samt 14.834 £ som dækkende provision vedr. specifikke ordrer indgået fra agentens kunder over ca 2 år efter ophøret af agentursamarbejdet.
- Agenten krævede endvidere – nærmest evig – provision af igangsatte projekter for kunder for hvilke Sø- & Handelsretten under pkt. 1 måtte tilkende agenten efterprovision.
Under hovedforhandlingen forklarede agenten vedr. de 2 efterprovisionskrav, at han forstod aftalen med agenturgiveren således, at hvis agenten igangsatte et projekt, som herefter fortsatte med samme produkt og pris, efter at agentens kontrakt var ophørt, skulle agenten have provision for projektet. Det var normalt inden for branchen, at et projekt ville fortsætte i mange år, efter at det først var blevet prissat og forhandlet.
Heroverfor forklarede direktøren i agenturgiverens selskab, at der normalt ikke var tale om rammeordrer, men om enkeltstående ordrer. – Ja, mange af ordrerne var hyldevarer. – Der var ikke tale om ”projekter”, men om kunder, der købte et produkt. – I tilfælde af rammeordrer fik agenten også provision efter sin fratrædelse, men agenten fik ikke provision for drypvise ordre, da det ikke længere er agenten, der holder gang i markedet og genererer ordren.
Agenten gjorde gældende, at aftalens pkt. 20 indebar at der ikke var en tidsmæssig begrænsning for udbetaling af provision for salg hidrørende for projekter, som agenten havde forestået. – Endvidere at aftalens bestemmelse om efterprovision ikke begrænsede kravet på godtgørelse i h t .lovens § 25.
Agenten mente, at pkt. 20 i agentaftalen var specifikt forhandlet mellem parterne for at tage høje for det særegne marked og de produkter, handelsagentaftalen angik!
Agenten mente videre at på den baggrund, at der skulle betales provision for salg hidrørende fra projekter, som agenten havde forberedt, forhandlet og frembragt.
Sø- & Handelsretten fandt, at ud fra oplysningerne om markedsforholdene og indgåelse af salgsaftaler i branchen, samt agentens indsats og kunderelationerne at salg til britiske kunder i en begrænset periode efter samarbejdets ophør hovedsagelig kunne henføres til agenten.
Retten tilkendte således agenten 15.000 EUR vedr. de specifikke ordrer, mens retten fuldstændig afviste kravet om fortsat fremtidig provision.
PROVISIONSKRAV
Agenten havde også rejst et krav på provision vedr. salg i Tyskland og Frankrig, hvor retten nok mente, at agenten kunne være berettiget hertil. Kravet var opgjort til EUR 230.028.
Men Sø- & Handelsretten afviste fuldstændig kravet dels på grund af forældelse dels som følge af at retten ikke mente, at agenten kunne antages at have medvirket til indgåelse af ordrene vedr. de ikke-forældede krav.
Sagen er et eksempel på sager om opgør, hvor agenten tager munden alt for fuld i forbindelse med opgørelse af sit krav. – Da søgsmålet imidlertid efter rettens opfattelse have været nødvendiggjort fik agenten alligevel tilkendt 70.000 kr. i omkostninger uanset det pauvre resultat – ca. 66.000 EUR – sammenholdt med agentens samlede krav på ca. 363.000 EUR + 14.000 £ .
