BETALINGSAFTALER I ENTREPRISE

Når man som bygherre – professionel eller privat – har købt en ydelse hos en entreprenør, skal man også betale for den.

Fast pris ctr. regningsarbejde

Der er som udgangspunkt tre muligheder for fastsættelsen af prisen. En fast pris aftalt på forhånd, betaling i henhold til den tid og de materialer der er brugt på arbejdet (regningsarbejde), eller en kombination f.eks. hvor størstedelen af arbejdet udføres til fast pris, mens løbende ekstraarbejder afregnes som regningsarbejde.

Uanset om man er forbruger eller erhvervsdrivende, så kan det som bygherre ikke anbefales at aftale regningsarbejde, idet man ikke har nogen som helst kontrol over de samlede omkostninger ved byggeriet. Den eneste regulering ved regningsarbejde findes i købelovens § 5, som siger, at køber (bygherren) skal betale det som sælger (entreprenøren) kræver, medmindre det er urimeligt.

Den eneste mulighed bygherren har for at bevise, at kravet skulle være urimeligt er ved at udmelde syn og skøn, hvilket er en omkostningsfuld affære.

Betalingsaftalen

Hvordan betaling skal ske er som regel bestemt i entrepriseaftalen. Som oftest benyttes en af følgende muligheder. Betaling for udført arbejde den seneste måned, betaling af en vis procentdel af entreprisesummen, når en bestemt bygningsdel står færdig i henhold til en betalingsplan, eller betaling når entreprisen er færdiggjort og afleveret til bygherren. En betalingsplan forudsætter, at der er aftalt fast pris.

Det er op til bygherre og entreprenør i forbindelse med aftalens indgåelse, at få aftalt hvorledes betaling skal ske. Bliver der ikke indgået nogen aftale, kan entreprenøren som udgangspunkt forlange betaling for udført arbejde én gang om måneden. Ligeledes kan udlæg for materialer kræves betalt løbende.

For entreprenøren handler det om at undgå, at bygherren ikke kan betale, når regningen fremsendes. Derfor er entreprenøren interesseret i, at fakturere ofte.

Ideelt set vil en betalingsplan være mest fordelagtig for entreprenøren, idet betalingsplanen oftest indrettes således, at entreprenøren får en forholdsvis stor andel af betalingen tidlig, således at bygherren reelt er foran med betalingerne.

Denne model er derimod ikke nødvendigvis i bygherrens interesse. Bygherren vil jo på den anden side helst holde så mange penge som muligt tilbage – og ideelt set først betale, når entreprisen er færdiggjort. Betales der i henhold til en betalingsplan, og går entreprenøren under byggeriet konkurs, så er de penge, som bygherren har indbetalt for meget gået tabt, og bygherren skal finde en ny entreprenør, som vil færdiggøre byggeriet. Færdiggørelsen vil som regel medføre øgede omkostninger, og bygherren vil dermed lide et tab.

Målet er derfor at finde en balance. En afbalanceret betalingsplan hvor man nogenlunde præcist betaler i henhold til værdien af det udførte arbejde, vil være det mest rimelige, idet bygherren kan konstatere, at han har fået en værdi svarende til betalingen, ligesom entreprenøren ikke risikerer at aflevere et færdigt byggeri, for så at opdage at bygherren ikke kan betale.

Bankgaranti

Som yderligere sikkerhed kan en afbalanceret betalingsplan suppleres med bankgarantier fra henholdsvis bygherrens og entreprenørens banker.

Ved gensidigt at stille bankgaranti for, at man som bygherre eller entreprenør kan opfylde sin aftale, så har parterne en sikkerhed, såfremt det senere viser sig, at den ene part ikke formår at opfylde sin del af aftalen. Med bankgarantien i hånden har bygherren mulighed for at få færdiggjort byggeriet i tilfælde af f.eks. entreprenørens konkurs, uden at det medfører ekstraomkostninger, mens entreprenøren er sikret betaling for udført arbejde, selvom bygherren skulle gå konkurs.

Der er en udgift ved at stille bankgaranti, idet banken selvfølgelig skal have betaling for sit arbejde. Men udgiften er det værd, da sikkerheden ved at indgå entrepriseaftalen bliver så meget større. Desuden bør man som bygherre eller entreprenør være yderst påpasselig med at indgå en aftale, såfremt det viser sig, at banken afviser at stille en garanti for den anden parts forpligtelser.