Advokat Bjarke G. Jochumsen gennemfører Multilaw Academy 2017

MULTILAW – Advokatgruppens internationale platform

Hvert år sender Advokatgruppen en ung advokat på Multilaw Academy, der er et intensivt uddannelsesprogram for unge advokater fra de advokatfirmaer, der er en del af Multilaw. Uddannelsesprogrammet tager udgangspunkt i en fiktiv tvist om retten til et varemærke, som foregår mellem lande, som er styret af henholdsvis Civil Law og Common Law. De deltagende advokater, der kommer fra forskellige retssystemer og mere end 18 forskellige nationer, skal i den forbindelse være med til at belyse, hvilke regler, praktiske metoder og ikke mindst kulturelle mønstre, der gælder i deres hjemland. Dette sker under kyndig vejledning af tre partnere fra advokatfirmaer i henholdsvis Frankrig, USA og Kina. Dette års Multilaw Academy blev afholdt i Dublin, hvor advokat Bjarke G. Jochumsen, der til dagligt arbejder i Advokatgruppens procesafdeling, deltog.

Min deltagelse i Multilaw Academy 2017 i County Wicklow ved Dublin i Irland har været en oplevelse for livet, med stort udbytte både fagligt og ikke mindst i mødet med jævnaldrende kolleger fra hele verden.

I en intens og medrivende uge fik jeg en øjenåbner for, hvordan kulturens uskrevne regler kan være af afgørende betydning for, om et internationalt samarbejde bliver en succes eller det modsatte.

Gennem foredrag og workshops fik vi som deltagere i akademiet et unikt indblik i, hvordan den samme juridiske opgave gribes forskelligt an i de forskellige landes retssystemer, og dermed også en bedre forståelse for hvordan løsningen af en cross-border opgave kan gribes an indenfor Multilaw-samarbejdet.

Selvom det faglige indhold og Irlands smukke natur bestemt havde været turen værd alene, så var den helt store gevinst med Multilaw Academy mødet med de andre yngre advokater. Med delegerede fra så forskellige lande som f.eks. Kina, USA, Sydafrika og Brasilien var der virkelig tale om et internationalt møde.

Jeg har nu et globalt netværk af jævnaldrende advokater i Multilaw netværket som jeg nu kender personligt, og ved jeg kan regne med, hvis en opgave rækker ud over Danmarks grænser. 

Advokatgruppens samarbejde med de øvrige Multilaw-medlemmer intensiveres i disse år.

”Multilaw er Advokatgruppens internationale platform, hvor vi har adgang til et helt unikt netværk bestående af 8.500 dygtige advokater over hele verden. Via netværket modtager vi mange cross-border sager, som vi ellers ikke ville komme i nærheden af. På samme måde bruger vi netværket, når vores kunder har behov for rådgivning om f.eks. lovreguleringen på et bestemt område i et andet land. Det er rart at vide, at vi kan servicere vores klienter på tværs af landegrænser med en lige så høj grad af effektivitet og kvalitet, som når vi selv rådgiver om danske forhold” fortæller managing partner i Advokatgruppen, Nicolai Brommann Carøe.

Det er ikke kun Advokatgruppens unge advokater, der får mulighed for at komme ud i verden og opleve værdien af Multilaw-netværket helt tæt på.

“Jeg er selv, sammen med nogle af firmaets øvrige partnere, flittig deltager i Multilaw-regi og har i den seneste tid bl.a. deltaget i konferencer i Chicago og på Cypern. Det er rart at komme ud i verden og møde de kollegaer, som man ellers kun kommunikerer med på mail og i telefon. Det er også her, man opdager, hvor privilegeret man er ved at være en del af dette netværk. Man finder ud af, at man altid har en kollega, man kan kontakte, uanset hvilken verdensdel eller hvilket juridisk område det drejer sig om”  fortæller Nicolai Brommann Carøe.

Multilaw vandt i forbindelse med The Lawyer European Awards 2017, der blev afholdt i London i foråret, titlen som ”Global Network of the year”. Chambers and Partners rangerer tillige Multilaw som en del af eliten blandt de ledende advokatnetværk i verden.

Nicolai Carøe ansættelsesret erhvervslejeret retssager voldgift
Gratis opkald
Få advokathjælp til din sag
Ja tak!