Voldsoffererstatning

Stor erfaring med behandling af sager om voldsoffererstatning.

Vi har stor erfaring med behandling af sager om voldsoffererstatning.

Vi har tilmed et tæt samarbejde med Hjælp Voldsofre, som er en landsdækkende forening, der bistår voldsofre og deres familier med at komme videre i livet efter et voldeligt overfald. Hos Hjælp Voldsofre arbejder man bl.a. med at oprette netværksgrupper, hvor man kan få gode værktøjer til at ”finde tilbage på sporet”, hvis man har været offer for en forbrydelse.

Hjælp Voldsofre har desuden mulighed for at donere økonomisk hjælp til fx psykologtimer.

Hvornår kan vi hjælpe dig?

Ofte kommer vi ind i sagen kort tid efter overfaldet og repræsenterer voldsofferet under straffesagen mod gerningsmanden. Under straffesagen betegnes voldsofferet som ”den forurettede”. Den samme betegnelse bruges om offeret, hvis der er tale om andre forbrydelser – eksempelvis seksuelle krænkelser.

Er du forurettet i en straffesag, er du altid velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker én af os som beskikket bistandsadvokat i straffesagen.

Det hænder også, at vi først kommer ind i sagen, når straffesagen er afsluttet. Her kan vi hjælpe dig med at opnå den erstatning, du er berettiget til fra Erstatningsnævnet.

Hvordan er forløbet fra straffesag til erstatning?

Som forurettet har du ret til en beskikket bistandsadvokat under straffesagen. Det betyder i praksis, at du har ret til gratis advokatbistand. Hvis vi bistår dig som bistandsadvokat allerede under straffesagen, vil vi have en løbende kontakt til politiet under efterforskningen og holde dig orienteret om, hvor langt sagen er. Hvis der rejses tiltale mod én eller flere gerningsmænd, vil du blive indkaldt som vidne under straffesagen. Vi tager med dig i retten, så du har én at støtte dig til, og vi sikrer, at der bliver taget de nødvendige hensyn til dig i den ubehagelige situation, du befinder dig i. Vi har på forhånd opgjort dit erstatningskrav, og vi vil under retsmødet fremlægge det for retten og forsvareren.

Inden retsmødet har vi afholdt et møde med dig, så du er godt forberedt på, hvordan retsmødet vil foregå; hvor du skal sidde, hvem der vil stille dig spørgsmål osv.

Når der er afsagt dom, tager vi kontakt til dig, så du orienteres om resultatet.

Uanset hvad dommen lyder på, vil vi indbringe dit erstatningskrav for Erstatningsnævnet. Lovgivningen siger, at du som offer for en forbrydelse er berettiget til erstatning, uanset om gerningsmanden bliver dømt eller ej.

I Erstatningsnævnet vil man herefter behandle selve erstatningssagen på baggrund af reglerne i Erstatningsansvarsloven. I det omfang du har et tab, vil du være berettiget til erstatning for fx behandlingsudgifter, svie & smerte, tabt arbejdsfortjeneste, varigt mén og erhvervsevnetab. Nogle af tabsposterne – eksempelvis behandlingsudgifter – vil man kunne opgøre kort tid efter overfaldet eller overgrebet. De varige tab, som fx varigt mén, vil man derimod først kunne vurdere, når der er forløbet mindst 1 år fra skaden. En erstatningssag er derfor langvarig og kræver stor tålmodighed af dig. De fleste oplever det som en stor lettelse at have en advokat, som tager sig af sagen, så man kan bruge sine ressourcer på at blive rask. Derudover viser tallene, at vi som advokater kan opnå et bedre resultat, end du selv ville kunne, da vi har stor erfaring med disse sager og kender lovgivning og praksis til bunds.