Særeje

Hvis du ikke som arvelader tager stilling i dit testamente, vil dine arvingers arv indgå i det almindelige formuefællesskab med en eventuel ægtefælle (medmindre arvingen og den pågældende ægtefælle selv opretter en ægtepagt). Konsekvensen heraf er, at arvingen skal aflevere halvdelen til sin ægtefælle eller dennes dødsbo i tilfælde af separation, skilsmisse eller ægtefællens død.

Hvad er særeje?

Rigtig mange arveladere har et stort ønske om at sikre, at arven ikke skal deles med en eventuel ægtefælle i tilfælde af separation eller skilsmisse. Det kan sikres ved at nævne i testamentet, at arven skal være særeje. En særejebestemmelse vil også være gyldig, selv om arven kommer til udbetaling på et tidspunkt, der ligger før arvingens indgåelse af ægteskab.

Der findes forskellige former for særeje:

  • Fuldstændigt særeje
  • Skilsmissesæreje
  • Kombinationssæreje

Bestemmer du, at dine arvingers arv skal være fuldstændigt særeje, vil arven være særeje både ved separation, skilsmisse og død. Dør arvingen før sin ægtefælle, vil arven være særeje, hvilket betyder, at den længstlevende ikke har mulighed for at sidde i uskiftet bo. Dette er vigtigt at holde sig for øje ved valg af særejeform.

Et skilsmissesæreje betyder, at arven vil være særeje i tilfælde af separation eller skilsmisse, hvorimod den vil være fælleseje i tilfælde af død – uanset hvem, der dør først.

Kombinationssæreje er som ordet antyder en kombination af et fuldstændigt særeje og et skilsmissesæreje, sådan at arven vil være særeje ved separation eller skilsmisse og fuldstændigt særeje ved død, men kun hvis en bestemt af ægtefællerne dør først.

Laves den kombination, at arven skal være fuldstændigt særeje for din arving, hvis han/hun overlever sin ægtefælle men fælleseje, hvis din arving dør før sin ægtefælle, giver det den fordel, at din arving som længstlevende ikke skal dele arven med dødsboet (og dermed eventuelle andre arvinger eller kreditorer). Samtidigt hermed vil arvingen forlods modtage ½ af boets værdi, inden der fordeles arv. At arven er fælleseje, hvis arvingen dør før sin ægtefælle sikrer, at ægtefællen ikke afskæres fra at sidde i uskiftet bo.

Arven vil ved at anvende et kombinationssæreje altid være særeje ved separation eller skilsmisse.

Husk

  • Du har i dit testamente mulighed for at gøre særejebestemmelsen tidsbegrænset, sådan at din arving og dennes ægtefælle på et senere angivet tidspunkt har mulighed for ved ægtepagt at ændre arvens status, så den går fra for eksempel fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje.
  • Arven vil ved at anvende et kombinationssæreje altid være særeje ved separation eller skilsmisse.
  • Som ordet antyder, er denne særejeform en kombination af et fuldstændigt særeje og et skilsmissesæreje, sådan at arven vil være særeje ved separation eller skilsmisse og fuldstændigt særeje ved død, men kun hvis en bestemt af ægtefællerne dør først.
  • Gør du arven til skilsmissesæreje, skal din arving således dele med dødsboet, hvis ægtefællen dør før arvingen. Dette er som oftest en rigtig dårlig idé – særligt hvor der er særbørn inde i billedet, eller hvor arvingens ægtefælle er insolvent. Et såkaldt kombinationssæreje – jf. nedenfor vil stort set altid være et bedre alternativ.