Forældremyndighed

Fælles forældremyndighed eller fuld forældremyndighed?

Ønsker du forældremyndigheden ændret?

Hvis du vil have del i forældremyndigheden over dit barn, eller ønsker du at have den fulde forældremyndighed over dit barn, skal du starte en forældremyndighedssag ved Statsforvaltningen. Du kan på Statsforvaltningens hjemmeside udfylde en ansøgning om forældremyndighed og underskrive med NemID eller digital signatur, hvorefter Statsforvaltningen vil indkalde dig og dit barns anden forælder til et møde.

Til mødet på Statsforvaltningen vil sagsbehandleren forsøge at opnå enighed mellem forældrene, men hvis forældrene ikke kan blive enige vedrørende forældremyndighed og/eller barnets bopæl, så kan enhver af forældrene anmode om at sagen sendes til retten. Statsforvaltningen kan ikke træffe endelig afgørelse om forældremyndighed eller vedrørende barnets bopæl, men kan alene træffe en midlertidig afgørelse som vil være gældende indtil retten afsiger endelig dom.

Du kan med fordel oplyse Statsforvaltningen om navnet på den advokat, du ønsker skal føre din forældremyndighedssag i retten. På denne måde vil advokaten automatisk få besked fra retten, når sagen er modtaget, og advokaten vil herefter sørge for at ansøge om fri proces, indkalde dig til møde, samt sørge for at sende processkrift til retten.

Statsforvaltningen har efter lovændringen 1. oktober 2012 mulighed for at afvise en anmodning om forældremyndighed, hvilket kan ske hvis Statsforvaltningen vurderer, at der ikke er noget nyt i sagen. En afvisning kan prøves ved domstolene.

Det er ikke helt ligegyldigt om du har del i forældremyndigheden over dit barn, har den fulde forældremyndighed alene, eller slet ikke har del i forældremyndigheden over dit barn. Hvis der er fælles forældremyndighed, skal forældrene være enige om væsentlige beslutninger vedrørende barnet, f.eks. skolevalg, religion, lægelige behandlinger, udstedelse af pas mv. ligesom begge forældre har ret til at deltage i forældremøder, skole- hjemsamtaler og sociale arrangementer i skole og fritidsordninger. Bopælsforælderen har dog flere rettigheder end samværsforælderen (læs mere vedr. barnets bopæl i venstremenuen). Hvis du har den fulde forældremyndighed over dit barn, bestemmer du selv ovennævnte væsentlige beslutninger vedrørende barnet, ligesom du selv bestemmer om du ønsker at flytte til udlandet med barnet.

Hvis du ikke har del i forældremyndigheden over dit barn, har du alene ret til samvær (læs mere vedr. samvær i venstremenuen), samt ret til at blive generelt orienteret om barnets skoleforhold, lægelige behandlinger og fra sociale myndigheder.

Hvis du opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, har du ret til gratis advokathjælp, når sagen sendes i retten. Du kan læse mere om fri proces og retshjælp i venstremenuen.

Hvis du overvejer at starte en forældremyndighedssag eller en sag om barnets bopæl, kan vi tilbyde dig en gratis vurdering af din sag.

Ophævelse af fælles forældremyndighed

Det fremgår af forældreansvarslovens § 11, at hvis den fælles forældremyndighed skal ophæves skal der “være holdepunkter for at antage”,  at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste

I praksis vil det typisk være:

  • et højt konfliktniveau mellem forældrene
  • ingen kommunikation
  • manglende samarbejde vedr. skolevalg, udstedelse af pas
  • uenighed om hjælpeforanstaltninger fra kommune/skole/psykiatri/PPR
  • uenighed om religion
  • uenighed om medicinering eller lægelige indgreb

Det er sjældent nok til ophævelse af den fælles forældremyndighed, at forældrene er uenige om skolevalg. Hvis du ønsker en uforpligtende vurdering af din situation, er du velkommen til kontakte os.

Læs mere.