Forældremyndighed ved dødsfald

Hvem skal have forældremyndigheden over dit barn, hvis du dør?

Børnetestamente

Forældre har mulighed for at komme med en tilkendegivelse om, hvem man ønsker skal varetage omsorgen for deres børn, hvis forældrene måtte dø inden børnene fylder 18 år. En sådan tilkendegivelse kaldes “et børnetestamente”.

Et børnetestamente kan både oprettes som et selvstændigt dokument, men et børnetestamente kan også indskrives i en eller begge forældres notartestamente. Fordelene ved at indskrive et børnetestamente i et notartestamente er, at der samtidig kan tages stilling til, hvad der skal ske med arven til børnene, samt at statsforvaltningen automatisk vil få besked om børnetestamentet, hvis forældrene dør inden børnene er fyldt 18 år.

Hvis den ene forælder dør, vil forældremyndigheden over barnet som udgangspunkt tilfalde den anden forælder.

Det er alligevel muligt for en forælder, som har forældremyndigheden alene, at oprette børnetestamente med tilkendegivelse om, at forældremyndigheden skal tilfalde en anden person, f.eks. en stedforælder eller bedsteforælder, frem for barnets biologiske forælder. Baggrunden for en sådan disposition kan være, at barnet ikke har haft kontakt med den biologiske forælder, eller at denne måtte være uegnet som forældremyndighedsindehaver f.eks. pga. misbrug.

Statsforvaltningerne har ikke pligt til at rette sig efter et børnetestamente, da det er afgørende, hvad der er bedst for barnet.

Ønsker du hjælp til at oprette et børnetestamente, eller et notartestamente indeholdende et børnetestamente, er du velkommen til at kontakte os.

Læs mere