Familielån

Lån indenfor familien er ikke sjældent forekommende

Et familielån muliggør, at långiver kan give låntager en økonomisk håndsrækning på favorable vilkår.

Helt praktisk stiftes familielån ofte, i forbindelse med, at forældre eller bedsteforældre ønsker at hjælpe deres børn eller børnebørn med finansieringen af fast ejendom, eller når fast ejendom overdrages inden for familien.

Skattemæssigt er dette som oftest uproblematisk.  Der er dog faldgruber som vi hos Advokatgruppen ønsker at du er opmærksom på, idet de kan have væsentlig økonomisk betydning, særligt når lånevilkårene, eller efterfølgende ændringer af lånet, er så favorable, at de betragtes som en gave.

Anfordringslån – renter og afdrag

Et familielån ydes ofte rentefrit. Dette er dog ikke et krav, og lån inden for familien kan naturligvis ydes på almindelige vilkår, hvor låntager betaler renter og afdrag, som normalt er forbundet med at låne penge i et pengeinstitut. I dette tilfælde vil låntager kunne opnå rentefradrag for de betalte renter, ligesom långiver vil skulle beskattes af renteindtægterne.

Hvis et familielån skal være rentefrit, bør det etableres som et anfordringslån. Et anfordringslån indeholder ikke en nærmere aftale om, hvordan gælden skal afvikles, men indebærer, at långiver i princippet kan krævet gælden indfriet med dags varsel.

Det betyder ikke nødvendigvis, at långiver skal gøre dette. Der er intet til hinder for, at låntager løbende afdrager på gælden, hvis dette ønskes.

Når man yder et lån på anfordring, er der som udgangspunkt ikke nogen formkrav. Det er dermed ikke et krav, at I udarbejder et gældsbrev.

Selvom det ikke er et krav, anbefaler vi hos Advokatgruppen altid, at I opretter et gældsbrev, således I blandt andet kan dokumentere lånet over for SKAT.

Hvis ikke I opretter lånet som et anfordringslån, risikerer I, at SKAT betragter lånet som en gave, der potentielt udløser gaveafgift eller indkomstskat.

Ændring af lånevilkår

Hvis I oprindeligt har aftalt, at låntager skal betale renter, skal I være varsomme med at ændre vilkårene for lånet, hvis ændringen begunstiger låntageren. En ændring af lånevilkårene, hvor parterne efterfølgende aftaler, at låntager ikke længere skal betale renter, vil nemlig kunne udløse gaveafgift eller indkomstskat.

Nedskrivning med gaver

I mange tilfælde ønsker parterne, at gælden årligt nedskrives med et beløb svarende til grundbeløbet for afgiftsfrie gaver (67.100 kr. i henhold til 2020 sats). Dette er der sågar ikke noget til hinder for, så længe det ikke på forhånd er aftalt, at nedskrivningen skal foretages sådan.

Hvis I på forhånd har aftalt den årlige nedskrivning i forbindelse med udstedelse af gældsbrevet, kan du risikere, at SKAT vil betragte nedskrivningerne som én samlet gave, såfremt gaven overstiger grundbeløbet for afgiftsfrie gaver.

Aftaler om nedskrivning med gave skal således aftales på ny hvert år.

Såfremt de årlige nedskrivninger foretages korrekt, kan långiveren over tid forære låntageren hele lånebeløbet afgiftsfrit. Det er i denne forbindelse også værd at bemærke, at såfremt lånet til eksempel ydes af begge forældre, kan nedskrivning med gave ske med det dobbelte grundbeløb, idet der både vil kunne nedskrives med et grundbeløb fra mor og et fra far.

Eftergivelse af lånet

Hvilke skattemæssige konsekvenser en eftergivelse af et familielån vil have, afhænger af låntagerens økonomiske forhold.

Såfremt låntager er insolvent, vil eftergivelse af lånet som udgangspunkt ikke have nogle skattemæssige konsekvenser for hverken låntager eller långiver.

Hvis låntageren godt kunne have betalt lånet helt eller delvist, vil eftergivelse af lånet alene kunne ske afgiftsfrit, hvis det eftergivne beløb er under grundbeløbet. Er der givet andre gaver det pågældende år, vil disse ligeledes indgå i beregning for, om det samlede årlige gavebeløb overstiger grundbeløbet.

Beløbet som eventuelt overstiger grundbeløbet, vil i dette tilfælde blive sidestillet med en gave.

Familielån som alternativ til arveforskud

Hvis du vælger at give et arveforskud, skal der betales boafgift.

Der er som udgangspunkt ikke noget til hinder for, at et familielån anvendes som et alternativ til et arveforskud. På denne måde kan man udskyde, nedbringe eller helt undgå, at der skal betales den boafgift, som ellers skulle være betalt i forbindelse med arvens udredning.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at långiver i princippet altid skal kunne kræve gælden indfriet på anfordring. Derudover er det vigtigt, at lånet ligeledes overholder de kriterier, som er anført ovenfor.

Lånets ophør – indfrielse, død og forældelse

Et lån vil naturligvis ophøre den dag, det endelig er indfriet, hvad end dette er gjort ved kontant betaling eller nedskrivninger med gave.

Hvis långiver afgår ved døden, forinden lånet er indfriet, vil lånet blive medtaget som et aktiv i boet, i det omfang, at det ikke er betalt.

Det er derfor vigtigt at påføre afdrag og nedskrivninger således, at restgældens pålydende med tydelighed fremgår. Hvis ikke I har jeres dokumentation ajour, risikerer I, at lånet medtages i boopgørelsen til gældens oprindelige størrelse.

Som udgangspunkt forældes et familielån efter 10 år. Forældelsesfristen afbrydes dog, hvis gælden løbende nedskrives. Forældelsesfristen vil da regnes fra tidspunktet for den seneste nedskrivning.

Udover løbende nedskrivninger, kan forældelsesfristen afbrydes ved, at låntager skriftligt anerkender gælden.

Også ved forældelse af lånet skal I være opmærksom på potentielle skattemæssigt konsekvenser. Hvis familielånet forældes, kan I risikere, at SKAT betragter forældelsen som en gave, i det omfang SKAT betragter forældelsen som en eftergivelse af lånet.

Spørgsmål?

Som du kan læse i artiklen, er der flere ting du bør overveje i forbindelse med stiftelse af et familielån. Kontakt derfor en af Advokatgruppens dygtige advokater, som vil kunne rådgive dig til den rette model for dig og din familie. Vi kan hos Advokatgruppen naturligvis også være jer behjælpelig med oprettelsen af et gældsbrev, der tager højde for de ovenfor anførte faldgruber.